De rigtige maskiner sikrer et godt miljø til den næste generation Tværnationalt indkøbssamarbejde For at øge fokus på den grønne omstilling, og presse leverandørerne til at udbyde mere miljørigtige alternativer, har Københavns Kommune, Oslo og Stockholm iværksat et tværnationalt indkøbssamarbejde. Indkøbssamarbejdet skal afsøge mulighederne for at indkøbe mere miljøvenlige maskiner, til mere økonomisk bæredygtige priser på tværs af landegrænser. Udbudsmaterialet stiller blandt andet krav om, at maskinerne skal være helt emissionsfrie dvs. ingen udledning af CO2 eller partikler eller lavtudledende - f.eks. Hybrid. Derudover stilles der også krav om et lavt støjniveau. Dog har kommunen måtte erkende, at omlægningen af maskinparken til en mere miljøvenlig type er en yderst tung investering. I dag betales der som udgangspunkt mellem 40-250% mere for miljøvenlige alternativer frem for traditionelle dieselmaskiner. I udbuddet er der dog opsat det succeskriterium, at de nye klimavenlige maskiner maksimalt må være 5% dyrere end de typiske dieselmaskiner. Udbuddet er i første omgang målrettet indkøb af nye hjullæssere, men kommunen har store forventninger til det tværnationale indkøbssamarbejde, og forventer at kunne skalere projektet op til også at omfatte andre områder og inkludere andre kommuner. Derigennem skal kommunerne dele deres viden og erfaringer på tværs af kommune- og landegrænserne. På første indkøbssamarbejde forventer Københavns kommune at udskifte 7 hjullæssere, og derved reducere CO2udledningen med op til 80% på de pågældende maskiner. Miljøstyrelsens rejsehold Miljøstyrelsen ønsker ligeledes at sætte mere fokus på miljøet og har derfor nedsat et rejsehold, som skal hjælpe kommuner, regioner og andre offentlige institutioner med grønnere indkøb. Hvert år foretager det offentlige indkøb for 310 mia. kr., og rejseholdet skal bidrage til, at disse indkøbsprocesser bliver mere miljøbevidste og udnytter den enorme købekraft til at skubbe markedet i en grønnere retning ved at stille miljø- og klimakrav i indkøb og udbud. I 2017 udviklede rejseholdet i samarbejde med Københavns kommune et værktøj til systematisk at medtage totaløkonomiske forhold i forbindelse med indkøb af fejemaskiner. Disse erfaringer og værktøjer indgår i det nuværende indkøbssamarbejde, og vil ligeledes indgå i fremtidige udbudsrunder. Med udgangspunkt i de ambitiøse klimamål må det forventes, at kommunerne på sigt også vil stille krav til anlægsmaskiner og dermed vil lade dem blive omfattet af miljøzonebekendtgørelserne, hvorved også private entreprenører forventes til at investere i de mere miljørigtige alternativer. Kilde: pressemeddelse fra Københavns Kommune og Miljøstyrelsen. 3
Download PDF fil